|
Glædelig jul og godt nytår! Det er arbejdsgiver jul i år, og den øgede produktivitet, der følger med, håber vi giver vores virksomheder et ekstra lille løft her i vinterkulden! December måned har været rigtig travl på erhvervsrådet, både med aktiviteter der skal afsluttes og nye spændende ting der starter op. F.eks. var der onsdag d. 15. december afslutning på 80 dages "Vanebruds revolution" - et vækstgruppeforløb hvor fire virksomheder har arbejdet med at bryde de dårlige vaner. I december har vi også haft travlt med at starte vores store Oplevelsesøkonomiprojekt "Strategisk Oplevelsesdesign" op i virksomhederne, og således får fire virksomheder besøg for at placeres deres "oplevelsesbehov" bedst muligt ind i projketet. Med udgangen af december må vi desværre også tage afsked med vores kontaktmægler Louise Skjoldager, der gennem de sidste 2½ år, har serviceret virksomhederne med matchmaking til studerende og kandidater fra universitetsmiljøet. Vi arbejder her i tiden op til jul også med planlægningen af det nye års mange spændende tiltag og aktiviteter både for erhvervsservicen generelt, medlemsaktiviteterne og for Favrskov netværket. Vi takker for alt det engagement vi har mødt fra både medlemmer og ikke-medlemmers side i forbindelse med erhvervsrådets mange aktiviteter i det forgangne år. Vi glæder os til at møde jer igen i det nye år! Vi holder lukket på kontoret mellem jul og nytår! Glædelig jul fra erhvervsrådet! Du kan i dette nummer af nyhedsbrevet læse mere om:
- Fire virksomheder fra Favrskov bryder de dårlige vaner - Seminar: Eksport til de nordiske lande - udnyt de store muligheder tæt på hjemmemarkedet - Favrskov Kommune kårede en vinder af Sundhedsprisen - Frontline et fælles markedsføringskoncept med afsæt i Favrskov Erhvervscenter - Team Favrskov Rotray - Vi cykler til Paris - Kursus: Den Grundlæggende Leder Uddannelse - stadig pladser - Ny eksportgaranti til SMV-virksomheder - Favrskov Netværket
Onsdag d. 15. december afsluttedes et 80 dages vanebruds vækstgruppeforløb for små 40 erhvervsfolk fra hele det østjyske område (Business Region Aarhus) på Bidstrup Gods ved Laurbjerg. "Vanebruds Revolutionen" som projektet er blevet kaldt, er igangsat af bl.a. Favrskov Erhvervsråd, og har haft til formål at få erhvervsledere til at se kritisk på deres personlige og hele virksomhedens "dårlige" vaner, og erstatte dem med nye og mere effektive vaner. I bedste eventyrstil afsluttedes projektet med en fejring af alle "vanebruds-kongerne" i eventyrlige rammer på Bidstrup Gods, hvor der bl.a. var V-faktor konkurrence med Innovaitonsvismands Anders Drejers skarpe kommentarer med på vejen.
De 5 af vores deltagere på billedet er fra venstre Peter Schaltz (Østjysk Vinforsyning), Jesper Poulsen (Lyngsøe), Joan langberg (Spinning jewelry), Tommy Guldhammer og Heinrich Vesterholm (Marimatech). Vi håber at revolutionen vil sprede sig både i de involverede virksomheder, og i hele kommunens erhvevsliv, og hvis du vil vide mere er du velkommen til at kontakte erhvervsrådet!
I en tid hvor der er tendens til ”vækstpause” i Danmark, er det en god idé at kigge nærmere på mulighederne på nabomarkederne. Her er der stadig store uudnyttede muligheder for danske virksomheder.
Tid:Torsdag d. 27. januar 2011, klokken 13-17 Sted:Østjydsk Bank, Østervold 31, 8900 Randers C
Eksportrådet, Norddjurs Erhverv, Syddjurs Erhvervsforening, Favrskov Erhvervsråd og Randers Erhvervs- & Udviklingsråd inviterer til et spændende eksportseminar med fokus på Finland, Norge, Sverige og Island.
Repræsentanter fra ambassaderne i Finland, Norge, Island og Sverigevil være til stede ved seminaret og præsentere potentialet på deres respektive markeder. Der vil desuden være et indlæg fra Danske Fragtmænd A/S om deres erfaringer med det norske marked.
I løbet af hele arrangementet vil du få lejlighed til at tale personligt med alle oplægsholderne og få svar på spørgsmål, der er relevante for netop din virksomhed. Eksportrådets rådgivere har lang erfaring med at hjælpe både store og små virksomheder med partner- og kundesøgninger, konkurrentanalyser, rekruttering, matchmaking-events, markedsføringsaktiviteter m.m.
Download invitation her!
Pris Det er gratis at deltage, men der vil blive opkrævet et ”no show” gebyr på kr. 200 + moms, hvis man udebliver uden at have meldt afbud.
Tilmelding Til konsulent Torsten Westh på tlf. 86 40 10 66 eller e-mail tw@reu.dk, med angivelse af navn(e) og virksomhed. Tilmeldingsfrist mandag den 24. januar.
Ønskes der et kort møde med en eksportrådgiver fra et eller flere af landene, angiv da venligst landeønsker i prioriteret rækkefølge ved tilmelding.
Årets vinder af Sundhedsprisen er Søften-virksomheden MC Emballage. Sundhed er en del af virksomhedskulturen hos MC emballage. Blandt andet derfor er Søften-virksomheden årets vinder af Favrskov Kommunes sundhedspris på 10.000 kr. og et kunstværk.
Favrskov Kommune uddeler for tredje år i træk sundhedsprisen, der i 2008 gik til Nordisk Wavin i Hammel. I 2009 vandt ingeniørvirksomheden Homatic i Hinnerup prisen. Årets vinder, MC emballage, har adresse i Søften og arbejder med industri- og transportemballage. Den medarbejderejede virksomhed har 48 ansatte, hvoraf nogle sidder i virksomhedens afdeling i Odense. Hovedsædet er i Søften.
Eksempelvis har virksomheden følgende tiltag for medarbejderne: • en række generelle sundhedstilbud, såsom frugt- og massageordning samt tilbud om sundhedstjek. • en særlig indsats i forhold til både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. I forbindelse med opførelsen af virksomhedens bygninger har medarbejderønsker samt lys- og støjforhold således spillet en central rolle. • fokus på variation i medarbejdersammensætningen. Også modne og erfarne kræfter er tænkt ind i medarbejderskaren, og der er skabt attraktive vilkår for denne gruppe. Samtidig har virksomheden også haft fokus på den yngre medarbejdergruppe ved at arbejde på at have en god elevkultur.
Kommunens sundhedspris er på 10.000 kr., som skal bruges til sundhed og trivselsfremmende aktiviteter på virksomheden. Desuden modtager MC emballage et maleri malet af Klaus Becker, Silkeborg. Favrskov Erhvervsråd deltager i projektet omkring Sundhedsprisen og i udvælgelsen af prismodtageren.
16 firmaer med firmaadresse i Favrskov Erhvervscenter, eller med anden særlig tilknytning til erhvervscentret er gået sammen i et fælles markedsføringskoncent "Frontline Favrskov". Tanken som ligger bag er, at lokale firmaer handler lokalt, og at mange spændende kompetencer er lige i nærheden, hvis man bare er opmærksom på det. Frontline Favrskov vil fremover optræde med fælles annoncer i Favrskov Avisen og med fælles optræden på messer og lign. Du kan læse mere om konceptet og se de 16 deltagende virksomheder her!
Rotaryklubberne i Favrskov samarbejder om et meget spændende projekt til støtte for Hammel Neurocenter og det internationale "End Polio Now" program. Det er besluttet at dette sponsorprojekt gennemføres som et cykelløb for lokale erhvervsfolk fra Favrskov til Paris i juli måned 2011.
Hammel Neurocenter er et højt specialiseret neuro-rehabiliseringshospital, der årligt behandler 700 patienter med hjerneskade fra hele vest-Danmark.
”End Polio Now ” programmet: - I 1985 rejser WHO/Unicef forespørgsel til Rotary om et samarbejde for at udrydde Polio på verdensplan. - I 1985 var der Polio i 125 lande og 350.000 nye tilfælde årligt. - I 2009 var der globalt 1467 tilfælde i Afghanistan, Indien, Nigeria og Pakistan - Bill & Melinda Gates Foundation støtter med i alt 350 mio US Dollars under forudsætning af, at Rotary samtidig indsamler 200 mio. US dollars inden udgangen af 2012 - Udgiften til 1 vaccination svarer til 4 dkr.
Tourprogrammet søger sponsorer på tre niveauer; Platin (hovedsponsor), Guld og Sølv. Der søges også sponsorer til praktiske detaljer som forplejning og logistik. Man er allerede nået over halvejs i forhold til estimaterne, men der er stadig plads til lokale virksmheder, der ønsker at støtte en god sag og samtidigt profilere sig selv.
Rotarys projektudvalg kommer gerne på besøg i din virksomhed og præsenterer projektet, hvorefter du kan besluttet om det er noget for dig!
Yderligere informationen kan fås ved henvendelse på erhvervsrådet!
Idet der stadig er pladser på Den Grundlæggende Leder Uddannelse (GLU) for Favrskov er opstartsdatoen rykket til januar måned, og vi bringer hermed endnu en opfordring til at benytte dette tilbud til at få en grundig afprøvet og særdeles effektfuld lederuddannelse. Forløbet afholdes lokalt i samarbejde mellem Favrskov Erhvervsråd og TRADIUM som dagundervisning fra mindst af januar 2011 over 13 tirsdage.
Uddannelsen er relevant for såvel nye som erfarne ledere, uden en ledelsesteoretisk baggrund. Den Grundlæggende Lederuddannelse er kompetencegivende i forhold til offentlig videreuddannelse. Der ydes offentlig støtte til uddannelsen, hvilket betyder, at du kun skal betale et mindre deltagergebyr. Der er samtidig mulighed for VEU godtgørelse.
Overskrifter i uddannelsen er: Medarbejderinvolvering i ledelse, Mødeledelse, Konflikthåndtering som ledelsesværktøj, Kommunikation som ledelsesværktøj og Ledelse og samarbejde.
Kurset afholdes på Favrskov Erhvervscenter, Bogøvej 15, 8382 Hinnerup.
Yderligere information kan fås ved henvendelse til Hanne Nissen på erhvervsrådet.
Eksport Kredit Fonden (EKF) har introduceret en ny målrettet eksportgaranti, SMV-garanti, der kan forbedre små og mellemstore eksportvirksomheders konkurrencemuligheder, så de kan få flere ordrer hos kunder i udlandet.
Med SMV-garantien kan en eksportvirksomhed sammen med en bank tilbyde en kunde i udlandet kredit på over et halvt år til en konkret eksportordre. Det kan være en hjælp, hvis kunden som følge af den økonomiske krise mangler pengene her og nu. Lang kredittid kan derfor være et godt argument i forhandlingerne om eksportordrer med både nye og eksisterende kunder i udlandet.
SMV-garantien giver bankerne op til 100 pct. sikkerhed for risikoen ved at tilbyde udenlandske købere lang kredittid. Dermed kan danske eksportvirksomheder få pengene af bankerne, når de leverer varerne. Kunden skal naturligvis være kreditværdig. Hvis der opstår tab har virksomheden typisk en selvrisiko på 10 pct.
EKF tilbyder SMV-garanti for ordrer på op til 25 mio. kr. Bankerne kan selv behandle ansøgninger på op til 5 mio. kroner, og EKF lover bankerne korte svartider på alle andre ansøgninger. Læs mere om den nye eksportgaranti her!
Netop nu lægges de sidste brikker i forårets program for Favrskov Netværket, som bl.a. byder på oplæg om stresshåndtering, brug af blogs og sociale medier, produktivitetsløft gennem uddannelse og gode råd fra revisoren.
Første møde i det nye år er torsdag den 6. januar hvor Thomas Sivholm fra Østjydsk Vinforsyning fortæller om hvordan de har undgået leverandørprisstigninger ved at tænke i oplevelser.
Program den 6. januar: 7.30-8.00: Drop-in networking og rundstykker 8.00- 8.10: Velkomst og præsentationsrunde 8.10-8.40: Oplæg ved Thomas Sivholm fra Østjydsk Vinforsyning 8.40-9.00: Pause 9.00-9.50: Mads og Monopolet 9.50-10.00: Afrunding
Favrskov Netværket er et netværk for alle interesserede ledere, mellemledere og selvstændige erhvervsdrivende fra alle brancher tilknyttet Favrskov Kommune. Netværket mødes den første torsdag i hver måned med networking og rundstykker fra kl. 7.30 og programstart kl. 8.00. Mødestedet er Favrskov Erhvervscenter, Bogøvej 15 i Hinnerup.
Deltagelse i netværket er gratis for medlemmer af Favrskov Erhvervsråd og det er muligt for ikke-medlemmer at købe et klippekort med 6 klip/mødegange for 500 kr. Favrskov Netværket indgår i Interreg programmet SkanKomp
Kontakt Hanne Nissen: hanne@favrskoverhverv.dk for yderligere oplysninger
|