|
Årets første sommermåned, der samtidig markerer slutspurten for første halvdel af foreningsåret, byder igen på en række spændende initiativer og arrangementer for erhvervsrådets medlemmer og erhvervslivet i Favrskov generelt! I denne måned er der officiel åbning af den samlede vestdanske platform for virksomhedsudvikling og kapitaltilførelse i Væksthus Midtjylland. Den såkaldte platform vil udover væksthusets normale ydelser kunne tilbyde vejledning indenfor Vækstfondens kapitaltilførelsesprogrammer, Business Angels netværk, Kapitalcoaches og Spin Off programmer. Erhvervsrådet har denne måned ekstra mandskabsressourcer, idet HR Konsulent Christine Pedersen er i praktik hele juni måned. Læs mere om Christines tilbud til virksomhederne senere i nyhedsbrevet. Erhvervsrådet holder åbent det meste af sommeren, men holder een uges sommerferielukket i uge 29 (18.-24. juli) Læs i dette nummer af nyhedsbrevet om: -
Fyraftensmøde: Få medarbejdernes ideer i spil og skab resultater på bundlinien! -
Seminar: Human Resource Management, mød bl.a. Vestas´ People and Culture Direktør Karina Boldsen -
Seminar: Export Steps - Tyskland -
Open Campus - Få en forsmag på en international MBA! -
3 Workshops: MIDTNET - Samarbejder mellem midtjyske og Shanghaibaserede virksomheder -
Tilbud til medlemmer: Ølmesse i Voldby -
Projektlederuddannelse på akademiniveau: Projektstyring – få orden på projekterne i din virksomhed fra ide til implementering -
Nye spændende netværk i kommunen -
Praktikant på Erhvervsrådet, HR Konsulent Christine Pedersen -
Favrskov Netværket
Favrskov erhvervsråd inviterer til et spændende fyraftensmøde i samarbejde med Menfor v/ Birgitte Torben. Arrangementet holdes onsdag den 8. juni kl.16.30 til 18.00 på Favrskov Erhvervscenter, Bogøvej 15, 8382 Hinnerup
LEAN har skabt resultater og skaber stadig rigtig gode resultater. Mange virksomheder har opnået større produktivitet, kortere gennemløbstider, bedre planlægning, færre fejl og ikke mindst større arbejdsglæde. Kort sagt: Større tilfredshed hos kunder, ejere og ansatte.
LEAN handler grundlæggende om konstant at blive bedre, hvilket betyder at det er de mange små forbedringer man skal gå efter. LEAN handler om mennesker og derfor er det vigtig at have fokus på adfærd, holdninger og ikke mindst kulturen i virksomheden, hvis man vil opnå succes med LEAN.
Fyraftensmødet byder på en introduktion til og træning i ét af LEAN værktøjerne nemlig forbedringstavlen! Du vil på en aktiv måde høre og mærke LEAN værktøjet på egen krop.
Download invitation her!
Tilmelding til Favrskov Erhvervsråd på mail dan@favrskoverhverv.dk Tilmelding senest mandag d. 6. juni. Arrangementet er gratis for medlemmer og koster kr. 250,- + moms for ikke medlemmer.
I samarbejde med Elgaard Mancom inviterer Favrskov Erhvervsråd til seminar om tre højaktuelle temaer inden for Human Resource Management torsdag d. 23. juni i Sløjfen, Hadsten.
Her vil Grundfos, Vestas og Sparekassen Østjylland fortælle om deres erfaringer med tre af tidens hotteste HR-temaer: - Employer Branding - Successor Planning og - Corporate Social Responcibility
PROGRAM: 12.45-13.15: Ankomst, sandwich og registrering 13.15-13.30: Velkomst v. Favrskov Erhvervsråd. 13.30-14.00: Oplæg til de tre temaer v. konsulent og forfatter Jan Erik Elgaard, Elgaard Mancom 14.00-14.30: Employer Branding i Vestas v. director, People and Culture Karina Boldsen 14.30-15.00: Pause med kaffe og kage 15.00-15.30: Successor Planning i Sparekassen Østjylland v. souschef HR Inge Dorte Mandrup samt Jan Erik Elgaard, Elgaard Mancom 15.30-16.00: Corporate Social Responsibility i Grundfos v. CSR-chef Mogens Lindhard 16.00-16.25: Spørgsmål til panelet 16.25-16.30: Afslutning Download invitation her!
Deltagelse i arrangementet koster kr. 125,- + moms for medlemmer af Favrskov Erhvervsråd og kr. 175,- + moms for ikke-medlemmer. Tilmelding foregår på mail senest fredag d. 10. juni til hanne@favrskoverhverv.dk
Tirsdag d. 7. juni, kl. 14.00 til 17.00, Herning
Eksportrådet har entreret med Væksthus Midtjylland om at skabe et vedkommende og målrettet tilbud til virksomheder, der enten overvejer at internationalisere eller allerede har lidt eksport. Uafhængigt af virksomhedernes branche, størrelse eller alder. Dette har resulteret i Export Steps, som har fået sit navn, fordi ønsket er at signalere fremdrift via nogle konkrete muligheder og værktøjer, der kan tjene til ”trædesten” mod eksport. Der afholdes 4 arrangementer om året, to i Herning og to i Aarhus.
Kontaktperson: Vækstkonsulent Lis Brink, lb@vhmidtjylland.dk, mobil 40 33 27 99
Yderligere information kan fås på hjemmesiden her!
Har du overvejet en international ”business”-uddannelse på højt niveau? Eller har du medarbejdere som det kunne være relevant og interessant for? Så har vi et rigtig attraktivt tilbud til jer.
Vi kan nu i samarbejde med The International Business School of Scandinavia (IBSS) samt vore kolleger i Skanderborg og Odder tilbyde vore medlemmer en International MBA til en uhørt lav introduktionspris.
Men før du beslutter dig, kan du få en forsmag på hvad en international MBA er, når vi
Tirsdag den 14. juni kl. 15.00 – 18.00 inviterer til ”Open Campus” i Panoramasalen, Spektrum Odder, Parkvej 5, Odder. Her vil være to små prøvelektioner (om international salg og markedsføring), samt information om uddannelsen.
Download invitationen her!
Ser du udviklingsmuligheder for din forretning eller din forskning i Kina og med kinesiske partnere, og har du en masse gode idéer, der bare venter på at blive ført ud i livet, men mangler ekspertbistand? Så har du nu muligheden for at få en hjælpende hånd med på vejen. Programmet hedder MIDTNET. MIDTNET blev etableret med midler fra Region Midtjylland med henblik på at understøtte de af regionens virksomheder og forskere, der ønsker at bevæge sig ind på det kinesiske marked. Formålet er at etablere forretnings- og videnbaserede samarbejder mellem forskere og erhvervslivet i henholdsvis Region Midtjylland og Shanghai Byprovins inden for temaerne it, energi/miljø og sundhed/life science.
MIDTNET-programmet har kørt i snart et år, og mange virksomheder og forskere er allerede godt i gang med idéudvikling og projektmodning. Men vi vil gerne støtte endnu flere. Derfor inviterer vi dig og din virksomhed til en gratis og uforpligtende workshop, hvor I kan være med til at udveksle erfaringer og idéudvikle på mulige forretnings- og udviklingsmæssige samarbejder.
Midtnet programmet, der støtter etablering af samarbejder mellem midtjyske og Shanghaibaserede virksomheder og forskere, afholder workshops for medlemmer og andre interesserede i programmets 3 netværk:
• den 14. juni – Sundhed og Life Sciences • den 15. juni – Energi og Miljø • den 16. juni - IT
Klik ind på hver af de tre temaer for at se invitationerne til de tre netværks-workshops. Alle workshops er gratis at deltage i.
Læs mere om MIDTNET og tilskudsprogrammet derunder på www.midtnet.com
Er du til spændende danske og udenlandske øl? Så er Ølmessen i Voldby det helt rigtige sted at mødes og blive inspireret og fristet med nye og velkendte ølmærker! Favrskov Erhvervsråd tilbyder i samarbejde med Voldby Købmandsgaard & Vinoble Favrskov et specielt godt tilbud til medlemmer af Favrskov Erhvervsråd, som ønsker at opleve Ølmessen! Ølmessen finder sted lørdag d. 27. august hos Voldby Købmandsgård, Viborgvej 96, Voldby. Billetkøb på www.vinoggaver.dk (skriv ’Erhvervsråd’ i kommentarfeltet) eller ring på 8696 2944 allerede nu. Download invitationen her!
Denne projektlederuddannelse udbydes i et samarbejde imellem Skanderborg Erhvervsudvikling, Favrskov Erhvervsråd, Odder Erhvervs- og Udviklingsråd, Ledernes Kompetencecenter og konsulentvirksomheden Mindbiz. Mindbiz konsulenterne er certificerede projektledere og rutinerede undervisere indenfor ledelse og projektledelse.
Udbytte og indhold Du bliver introduceret til alle grundlæggende teorier og metoder indenfor projektledelse, således at du på baggrund af kurset kan arbejde med systematisk ideudvikling, projektstyring og implementering i virksomheden. Ud over projektværktøjerne vil du også lære om ledelse af projektgruppen og få mulighed for at sætte fokus på dine egne ledelseskompetencer, blandt andet via en test. Efter forløbet får du en projekthåndbog med tilhørende projektredskaber udleveret, som du kan tilpasse og implementere i egen virksomhed.
Form og tidspunkt Uddannelsen gennemføres over 6 moduler á en dags varighed. Alle kursusdage er fra 08.30 – 16.00 og de gennemføres på et kursussted i Skanderborg Kommune således: 8.sept., 15.sept. 22.sept, 29.sept., 6.okt., 11.okt og Eksamen ca. uge 46
Uddannelsen er på akademiniveau med mulighed for IPMA certificering på niveau D.
Læs mere om kurset i informationsfolderen her!
Er du interesseret i at deltage, ønsker at tilmelde dig, eller bare høre mere? Så kontakt Merete Worsøe hos Mindbiz på telefon 7026 9050 eller mail: mw@mindbiz.dk.
Favrskov Erhvervsråd ser det som een af vores fornemste opgaver at hjælpe virksomheder til at skabe netværk og udnytte mulighederne i at netværke med andre virksomheder og kontakter, der kan være værdifulde for væksten. Som supplement til vores generelle ledernetværk "Favrskov Netværket" tilbyder vi helt konkret at organisere og facilitere netværk på opfordring fra medlemmerne. Herunder beskrives tre sådanne netværk, som er kommet op at stå efter medlemmers udtrykte ønske. LEAN Netværk I september opstartes et LEAN netværk i Favrskov der henvender sig til alle medarbejdere, mellemledere og ledere der arbejder med LEAN i hverdagen. Netværket bliver til dels webbaseret med det formål at kunne videndele via et forum om LEAN når der opstår behov herfor i det daglige. Derudover arrangeres kvartalsvise netværksmøder, så vidt muligt fordelt rundt hos skiftende værtsvirksomheder. Formålet med LEAN netværket er således: - At skabe et netværk i Favrskov med fokus på LEAN i hverdagen for alle der arbejder med LEAN - At udbrede kendskabet til LEAN og opkvalificere LEAN ekspertisen generelt - At skabe et forum for sparring og videndeling omkring praktiske problemstillinger angående LEAN implementering, opstart samt planlægning, kompetenceudvikling, ledelse mv. Det vil være gratis at deltage i netværket for medlemmer af Favrskov Erhvervsråd. Kontakt Hanne Nissen; hanne@favrskoverhverv.dk for yderligere information!
Lokalt erhvervsnetværk i Hadbjerg Dette netværk er opstået mellem de 7 nuværende virksomheder i Hadbjerg industriområdet (Øst for Hadsten). Virksomhederne mødes et par gange om året og har fokus på bl.a. fælles indkøb og løsninger, brug af hinandens ydelser og fælles kompetenceudvikling. Konsulentnetværk Dette netværk er et tilbud til alle områdets (små) private konsulenter inden for f.eks. strategi, organisationsudvikling, HR, ledelse, LEAN, kvalitets- og miljø certificeringer m.v. Formålet med netværket er at udveksle erfaringer og samarbejde om projekter og kundeopgaver, for på den måde at opnå synergi og kunne løse større opgaver. Netværket har opstartsmøde tirsdag d. 7. juni og vil på dette møde selv beslutte den fremadrettede mødekadance. Det vil være gratis at deltage i netværket for medlemmer af Favrskov Erhvervsråd. Kontakt Dan Skovgaard; dan@favrskoverhverv.dk for yderligere information!
Erfa-netværk målrettet funktionschefer og specialister Erfa-netværk er en stærk måde at udvikle både medarbejdere og virksomhed! Formålet er at sparre med ligesindede og der deles erfaringer om konkrete og aktuelle problemstillinger. Lige nu udbydes i samarbejde med Business Region Aarhus netværk indenfor følgende funktionsområder: • Controller • Direktionsekretær • HR-ansvarlig • Indkøbschef • Kvalitets-, Sikkerheds- eller Miljøansvarlig • Økonomichef Grupperne sammensættes med 12-16 deltagere og ledes professionelt af konsulenter med speciale indenfor de valgte fokusområder. Man mødes på skift i virksomhederne 4 gange årligt.
Prisen for deltagelse i et erfa-netværk i et år er for medlemmer af Favrskov Erhvervsråd kr. 500,- Ikke-medlemmer kr. 1.000,- Se mere om de enkelte erfa-netværk her! Såfremt din virksomhed har en god idé til et netværk, eller savner du blot selv at deltage i et relevant netværk vil vi gerne høre fra dig og finde ud af hvordan vi bedst kan hjælpe!
Jeg er ny praktikant i Favrskov Erhvervsråd. De næste 4 uger håber jeg på at få spændende opgaver og erfaringer, som kan hjælpe mig videre i min jobsøgning – jeg er nemlig samtidig på jagt efter nyt job. Formålet med praktikken er at udvide mit netværk og selvfølgelig at øge kendskabet til flere arbejdsområder.
Jeg er uddannet fra Aarhus Universitet med en kandidatuddannelse i Erhvervsøkonomi og Psykologi – begge fag med fokus på HRM og organisationsudvikling. Jeg er derfor særligt interesseret i opgaver indenfor HR-udvikling, som kan være alt fra afgrænsede opgaver såsom trivselsundersøgelser, kulturanalyser og konceptudvikling af introduktionsprogrammer til projektledelse af større projekter fx employer branding-aktiviteter, rekruttering og fastholdelse og kompetenceudvikling.
Hvis du har en opgave eller en udfordring i virksomheden du kunne tænke dig at få en snak med Christine omkring er du meget velkommen til at kontakte hende direkte på mail praktikant@favrskoverhverv.dk
Næste møde i Favrskov Netværket er torsdag d. 9. juni, hvor Bente Hedegaard fra CV2 Djurs kommer og giver input til de mange muligheder og gode effekter ved videreuddannelse. Fokus vil især være på selvstændige og mindre virksomheders muligheder og behov. Program d. 9. juni 7.30-8.00: Drop-in networking og rundstykker 8.00- 8.10: Velkomst og præsentationsrunde 8.10-8.40: Oplæg ved Bente Hedegaard, CV2 Viden Djurs 8.40-9.00: Pause 9.00-9.50: Mads og Monopolet 9.50-10.00: Afrunding
Du er meget velkommen til at kontakte Hanne Nissen på tlf. 60 17 60 19 eller hanne@favrskoverhverv.dk, hvis du har spørgsmål eller forslag til netværket.
Favrskov Netværket er et netværk for alle interesserede ledere, mellemledere og selvstændige erhvervsdrivende fra alle brancher tilknyttet Favrskov Kommune. Netværket mødes den første torsdag i hver måned med networking og rundstykker fra kl. 7.30 og programstart kl. 8.00. Mødestedet er Favrskov Erhvervscenter, Bogøvej 15 i Hinnerup.
Deltagelse i netværket er gratis for medlemmer af Favrskov Erhvervsråd og det er muligt for ikke-medlemmer at købe et klippekort med 6 klip/mødegange for 500 kr.
Favrskov Netværket indgår i Interreg-programmet SkanKomp. 
|