|
Igen i 2011 kan vi i Favrskov være stolte af vores placering i DI´s Erhvervsklimaundersøgelse, der netop er blevet offentliggjort i sidste uge. I lighed med sidste år rangerer vi højest i det østjyske og indtager igen en flot placering i top-5 nationalt! Læs mere om kåringen i nyhedsbrevet herunder. I disse dage er der også spænding omkring kommunens budget for 2012-2015. I udkastet til budgettet er der afsat ekstra 500.000 kr. til den lokale erhvervsservice, herunder 300.000 kr. til Favrskov Erhvervsråd. Hvis denne budgetforøgelse bliver endeligt vedtaget ser vi frem til at kunne yde ekstra meget service til erhvervslivet i kommunen fremover. Der er endnu ikke nogle konkrete forslag til hvad byrådet ønsker at pengene skal bruges til, men vi kan fra vores side pege på muligheden for at "sætte flere fødder i marken", og dermed øge indsatsen på de opsøgende aktiviteter overfor erhvervslivet. Eksempelvis kunne en opprioritering af indsatserne i kommunens vestlige del være en mulighed, med forbillede i Østjysk Iærksættercenters åbning af filialkontor i Hammel. Vi ser frem til dialogen med kommunen om mulighederne. Favrskov Erhvervsråd kører netop nu en medlemskampagne, hvor nye virksomheder og tidligere medlemmer af erhvervsrådet har mulighed for at komme med i foreningen resten af året til kampagnepris. Under overskriften "Hvert år hjælper den lokale erhvervsservice hundredevis af virksomheder til vækst - Er du medlem af dit lokale erhvervsråd" forsøger vi at skabe opmærksomhed omkring mulighederne for samtidigt at få hjælp til vækst og være med i et stærkt lokalt netværk. Du kan downloade vores kampagneflyer her og se tilbudet til din virksomhed, hvis du endnu ikke er medlem! Du kan i dette nummer af nyhedsbrevet læse om følgende emner: -
Favrskov Kommune nummer 1. i Østjylland i DI´s analyse "Lokalt Erhvervsklima 2011" -
Kommende arrangement: Temamøde om ”Kundedrevet lederskab og kommunikation” -
Kommende arrangement: Shortcut -
To kommende eksklusive medlemsarrangementer: Udsyn hos Terma og Høst arrangement -
Kommende eksterne arrangementer bl.a. om eksport til Sverige, Konferencedag på Sabro Kro og Netværkstur til Island. -
Nyt tilbud fra Væksthus Midtjylland "Kapital gennem rådgivning" -
Kan din virksomhed få EU-tilskud til udviklingsprojekter? -
Årets sundhedspris uddeles! -
Nyt LEAN-netværk under opbygning -
Favrskov Netværket
Favrskov Kommune er fortsat DI Østjyllands bedste kommune at drive virksomhed i. Det viser Dansk Industris (DI) undersøgelse 'Lokalt Erhvervsklima 2011', som netop er offentliggjort. Undersøgelsen placerer samtidig Favrskov Kommune som landets 4. bedste erhvervskommune. Favrskov i top ti på landsplan DI har i ’Lokalt Erhvervsklima 2011’ bedt landets virksomheder om at vurdere rammevilkårene, som kommunerne tilbyder erhvervslivet inden for 10 kategorier – blandt andre infrastruktur, sagsbehandling, velfærdsservice og image. 4.752 virksomheder har valgt at deltage.
Målingerne viser, at Favrskov Kommune generelt har et særdeles godt omdømme blandt virksomhederne. Kommunen placerer sig på de fleste målte parametre blandt de 10 bedste i landet.
"Resultaterne skal ikke blive en sovepude for os. Det kræver fortsat hårdt arbejde at skabe gode resultater. Det er derfor glædeligt, at skitsen til budgettet for 2012-15 indeholder midler til en bedre indsats på erhvervsområdet", udtaler Borgmester Nils Borring (A).
Om undersøgelsen • ’Lokalt erhvervsklima 2011’ er anden gang, at DI undersøger virksomheders tilfredshed med det lokale erhvervsklima og kommunernes erhvervsvenlighed. • 4.752 virksomheder har svaret på spørgsmål om deres kommunes erhvervsvenlighed. Det er mere end dobbelt så mange virksomheder som sidste år, hvor knap 2.200 virksomheder deltog i undersøgelsen. • Undersøgelsen ’Lokalt Erhvervsklima 2011’ er bygget op om spørgsmål inden for 10 kategorier, blandt andet fysisk planlægning, sagsbehandlingstider, infrastruktur mm. • Herudover har DI undersøgt kommunernes rammevilkår på 22 statistiske indikatorer. • 96 ud af landets 98 kommuner er blevet undersøgt. Kun Læsø og Fanø deltager ikke i undersøgelsen
Du kan læse mere om ’Lokalt Erhvervsklima 2011’ på www.di.dk/le I forbindelse med kåringen lavede TV2 Østjylland et indslag som du kan se her!
Tilfredse kunder er ikke længere nok – der skal mere til!
Onsdag d. 14. september kl. 17.00-18.30 introducerer Tomas Gleesen, fra Gleesen & Partners, til nogle af de værktøjer du har mulighed for at gå i dybden med i Værkstgruppeforløbet 'Kundedrevet lederskab og kommunikation' som udbydes af Business Region Aarhus i efteråret 2011. Læs mere om vækstgruppen her! Sted: Favrskov Erhvervscenter, Bogøvej 15, 8382 Hinnerup
På temamødet vil Thomas inspirere os og dele sine erfaringer, analyse tal og værktøjer. Det handler om at skabe målbar vækst med menneskefokuseret loyalitet, frem for produktdreven vækst. I løbet af aftenen vil Thomas komme omkring følgende områder:
Hvad er kundeservice? ”Kunden har altid ret” – en død idé? Kundeservice som LEAN værktøj. Hvorfor er tilfredse kunder spild af din tid og ressourcer Hvad siger tallene og analyserne?
Hvad er Loyalitet? Et ”konsulentsmart” begreb eller konkrete mål? Hvad eller hvem skal dine kunder være loyale overfor? Hvad siger tallene og analyserne?
Lederskab eller management? Hvilken ledelsesmodel giver de bedste resultater? Hvad siger tallene og analyserne?
Kommunikation & virksomhedskultur: Nøgletal: motivation eller sort snak Kundeinddragelse – skab en afgørende forskel i din virksomheds resultatfokus
Tomas Gleesen er praktiker og kommer med en baggrund fra et af verdens førende hoteller – Seabourn Cruise Lines og har i Danmark bl. a startet frugt.dk og været adm. direktør for Big Bowl Underholdningscentre A/S.
Temamødet er en oplagt mulighed for at vurdere om et vækstgruppeforløb inden for emnet kunne være noget for din virksomhed.
Arrangementet er gratis, men tilmelding er nødvendig senest fredag d. 9. september til hanne@favrskoverhverv.dk
Har du også tænkt på, at du burde læse en bog om forandringsledelse lige så snart du får tid? Du har nu mulighed for at skyde genvej og få viden og værktøjer ”to go” ved at deltage i Shortcut arrangementet om ledelseskommunikation tirsdag d. 27. september
Shortcut er et nyt koncept i Favrskov Erhvervsråd hvor målet er at formidle ny viden fra litteraturen eller forskningsverdenen gennem en "genvej", hvor en ekspert gennemgår teorier og værktøjer på en let tilgængelig og hurtig form.
Tirsdag d. 27. september kl. 16.00-18.00 kan du således møde op til et Shortcut med Jan Erik Elgaard, som vil give dig kendskab til forskellige ledelseskommunikative værktøjer, du direkte kan bruge i hverdagens ledelsesudfordringer. Jan Erik vil bl.a. introducere til:
FIASKO-modellen: Værktøj til at opnå ejerskab af planlagte forandringer MINDSET-modellen: Værktøj til fremadrettet ledelsesopfølgning SMART-modellen: Værktøj til konkretisering af mål
Læs mere i invitationen her!
Arrangementet foregår på Favrskov Erhvervscenter, Bogøvej 15, 8382 Hinnerup.
Det er gratis at deltage for medlemmer af Favrskov Erhvervsråd, ikke-medlemmer er velkomne til at deltage for 250 kr.
Tilmelding til Hanne Nissen på hanne@favrskoverhverv.dk senest fredag d. 23. september
Efteråret byder på to eksklusive arrangementer for medlemmer af erhvervsrådet.  Tirsdag d. 11. oktober afholdes Høst arrangement hos Con a´more Vinimport med live musik af Det nordirske band ”BEOGA”, og mad fra Tennegårdens Køkken. Torsdag d. 10. november afholdes "Udsyn hos Terma. Besøg en af forsvarsindustriens førende virksomheder". Max 25 deltagere! Hold øje med yderligere information om disse arrangementer på hjemmesiden og her i nyhedsbrevet!
I samarbejde med vores eksterne samarbejdspartnere kan vi præsentere seks spændende arrangementer i september måned. Arrangementerne er: -
Mød Energi- og Klimaminister Lykke Friis - onsdag d. 7. september -
Kom med på NORDBAU - Nordtysklands største byggemesse - Fredag d. 9. september -
Laptop & Lederhosen - 13. og 14. september -
Infomøde om eksport til Sverige - Onsdag d. 21. september -
Montra Hotel Sabro Kro inviterer til konferencedag: Differentier eller dø! - Tirsdag d. 27. september -
Magasinet First Mover og ISLANDSREJSER arrangerer netværkstur til Reykjavik! - 26. - 30. september Læs mere om arrangementerne på vores hjemmeside her!
Et nyt udspil fra Væksthus Midtjylland hedder "Kapital Gennem Rådgivning". Initiativet er landsdækkende og igangsat af Erhvervs- og Byggestyrelsen med fokus på virksomheder i vækst. Formålet er at støtte virksomhedernes muligheder for at fremskaffe kapital.
I samarbejde med Erhvervs- og Byggestyrelsen tilbyder Væksthus Midtjylland muligheden for at få gennemgået et kapitalcoachforløb, der skal støtte virksomheder i at skaffe kapital. Derudover kan virksomheder få foretaget et finansieringstjek, hvor formålet er at optimere virksomhedens finansiering.
Læs mere om "Kapital gennem rådgivning" her!
Kontakt erhvervsrådet for yderligere information, eller hvis du er interesseret i at ansøge projektet.
iFacilitator programmet hjælper virksomheder med at afdække mulighederne for at komme ind i EU´s støtteprogrammer til forskning og udvikling.
Programmet er gratis for midtjyske virksomheder og indeholder bl.a. møde hos virksomheden fra det Midtjyske EU-kontor, hjælp til at beskrive udviklingsprojektet, match med relevante EU-programmer og hjælp til at komme igang med en EU-ansøgning.
Læs projektets produktblad her!
Kontakt erhvervsrådet for yderligere oplysninger!
Årets Sundhedspris i Favrskov Kommune skal uddeles og der er nu åben for indstillinger.
Favrskov Kommune uddeler en årlig sundhedspris for på den måde at påskønne og anerkende den indsats, private virksomheder gør for at skabe en sund arbejdsplads. Sundhedsprisen gives til en virksomhed i Favrskov Kommune, som har sat sundhed på dagsordenen, og som gør en indsats for at fremme sundhed og trivsel i virksomheden.
Sundhedsprisen kan søges fra 22. august – 15. september 2011.
Prisen overrækkes i forbindelse med et temaarrangement om sundhed og trivsel på arbejdspladsen. Temaarrangementet finder sted hos Nordisk Wavin A/S i Hammel 12. oktober 2011 fra kl. 16.00 - 17.30. Det er gratis at deltage.
Læs mere og hent ansøgningsskemaet her!
Favrskov Erhvervsråd støtter oprettelsen af et netværk med fokus på LEAN i Favrskov. Initiativtager Morten Steffensen oplever et behov for et LEAN netværk, der henvender sig til både medarbejdere, mellemledere og ledere der arbejder med LEAN i hverdagen.
Netværket bliver til dels webbaseret med det formål at kunne videndele via et forum om LEAN, når der opstår behov herfor i det daglige.
Derudover arrangeres kvartalsvise netværksmøder, så vidt muligt fordelt rundt hos skiftende værtsvirksomheder.
Formålet med LEAN netværket er således: - At skabe et netværk i Favrskov med fokus på LEAN i hverdagen for alle der arbejder med LEAN - At udbrede kendskabet til LEAN og opkvalificere LEAN ekspertisen generelt - At skabe et forum for sparring og videndeling omkring praktiske problemstillinger angående LEAN implementering, opstart samt planlægning, kompetenceudvikling, ledelse mv.
Netværket søger kontaktpersoner på virksomheder i Favrskov, der interesserer sig for og/eller arbejder med LEAN. Kontakt konsulent Hanne Nissen for yderligere information
Det vil være gratis at deltage i netværket for medlemmer af Favrskov Erhvervsråd.
LEAN netværket vil indgår i Interreg-programmet SkanKomp 
Favrskov Netværket startede torsdag d. 1. september 2. halvår 2011 op med rigtig godt fremmøde og et interessant oplæg om LEAN leveret af Birgitte Torben fra Menfor. Her blev der især lagt vægt på det store spild LEAN kan være med til at mindske og vigtigheden af at engagere og motivere medarbejderne i processen. Næste møde i Favrskov Netværket er torsdag d. 6. oktober hvor Bent Engelbrecht, Ankerhus Gruppen, fortæller om erfaringer med netværk og sin nye netværksfilosofi bag etableringen af Ankerhus Gruppen, hvor 14 konsulenter udgør netværket.
Program d. 6. oktober 7.30-8.00: Drop-in networking og rundstykker 8.00- 8.10: Velkomst og præsentationsrunde 8.10-8.40: Oplæg ved Bent Engelbrecht, Ankerhus Gruppen A/S 8.40-9.00: Pause 9.00-9.50: Mads og Monopolet 9.50-10.00: Afrunding
Programmet for 2. halvår 2011:
06.10.11 Netværksfilosofi- og erfaring Oplæg ved Bent Engelbrecht, Ankerhus Gruppen A/S
03.11.11 Guide til at starte det socialt ansvarlige arbejde i virksomheden Oplæg ved Katrine T. Kølkjær, Vinsa
01.12.11 Den rigtige pris: Metoder til prisfastsættelse Oplæg ved Henrik Andersen, Væksthus Midtjylland
05.01.12 Speeddating i samarbejde med Østjysk Business Network
Du er meget velkommen til at kontakte Hanne Nissen på tlf. 60 17 60 19 eller hanne@favrskoverhverv.dk, hvis du har spørgsmål eller forslag til netværket.
Favrskov Netværket er et netværk for alle interesserede ledere, mellemledere og selvstændige erhvervsdrivende fra alle brancher tilknyttet Favrskov Kommune. Netværket mødes den første torsdag i hver måned med networking og rundstykker fra kl. 7.30 og programstart kl. 8.00. Mødestedet er Favrskov Erhvervscenter, Bogøvej 15 i Hinnerup.
Deltagelse i netværket er gratis for medlemmer af Favrskov Erhvervsråd og det er muligt for ikke-medlemmer at købe et klippekort med 6 klip/mødegange for 500 kr.
Favrskov Netværket indgår i Interreg-programmet SkanKomp 
|